Layer 3 Switch
En Layer 3-switch kombinerer funktioner fra både Layer 2 og Layer 3. Den kan fungere som en almindelig switch, men kan også route trafik mellem forskellige VLANs ved hjælp af SVI’er (Switched Virtual Interfaces).
Layer 3-switches anvendes hovedsageligt i distributionslaget, hvor de håndterer den lokale routing mellem VLANs. Det giver hurtigere kommunikation internt i netværket, fordi trafikken ikke behøver at blive sendt til en separat router.
De bruges især i større virksomheder, hvor der er behov for høj ydeevne og skalerbarhed. I modsætning til Router-on-a-Stick er man ikke begrænset af båndbredden på en enkelt trunkforbindelse til en router, da routing i stedet sker direkte i switchens hardware. Dette gør Layer 3-switches mere effektive i netværk med meget inter-VLAN-trafik.
Sammenlignet med en traditionel router mangler en Layer 3-switch dog stadig flere funktioner. En router understøtter typisk mere avancerede routingfunktioner, såsom NAT (Network Address Translation), som bruges til at oversætte private IP-adresser til offentlige adresser ved internetadgang. Routere har også ofte bedre understøttelse af WAN-teknologier som PPPoE, MPLS og forskellige typer internetforbindelser.
Derudover har routere som regel mere avancerede sikkerheds- og firewallfunktioner, herunder stateful packet inspection, VPN-tjenester og mere detaljeret trafikstyring. En Layer 3-switch er primært designet til hurtig intern routing i et lokalt netværk og er derfor ikke lige så fleksibel, når det gælder forbindelse til eksterne netværk og internettet.
Kort sagt er en Layer 3-switch optimeret til højhastigheds-routing internt i netværket, mens en router er bedre egnet til at håndtere forbindelser mellem forskellige netværk og til internettet.